Repræsentantskabsmødet var en succes
21.05.08
Flere end 80 personer var mødt op til FOTdanmarks årlige repræsentantskabsmøde, som blev afholdt i Torvehallerne i Vejle den 24. april. Formanden Torben Nøhr var meget glad for det store fremmøde, og kommenterede således: ”Det afspejler den store interesse og opbakning for vores forening, som hersker rundt om i landet”.
Formanden indledte mødet med sin beretning hvor FOTdanmarks nuværende position og fremtidige udfordringer blev skitseret. Torben Nøhr og Olaf Andersson (KMS) fra bestyrelsen præsenterede arbejdsprogrammet, som er udformet i tre overordnede målsætninger med forskellige tiltag:
1. At synliggøre FOT-datas nytte i den digitale forvaltning.
2. At FOT-specifikationen målrettes produktionen af FOT-data og videreudvikles i overensstemmelse med medlemmernes behov.
3. At det fælles databasesystem (FOT2007) konsolideres og opleves velfungerende for medlemmerne
Repræsentantskabet drøftede arbejdsprogrammet. Programmets bredde og dybde blev især modtaget positivt, men der var selvfølgelig også kommentarer og forespørgsler. Efter en positiv debat, som lagde grunden for tilpasninger af foreningens arbejdsprogram, blev programmet vedtaget enstemmigt.
Torben Nøhr udtrykte stor tilfredshed med programmet: ”Jeg opfatter arbejdsprogrammet som ambitiøst for en nystartet forening, men håber og tror, at vi kan gennemføre hovedparten af det.” og fortsatte ”Vi går med dette arbejdsprogram et spændende og udfordrende år i møde.”
Repræsentantskabsmødet var først og fremmest præget af god ro og orden - ikke mindst takket være ordstyrer Arne Kirt Hansen.
På mødet blev FOTdanmarks bestyrelse genvalgt og består derfor stadig af:
Formand Torben Nøhr (Vordingborg kommune), Næstformand Nikolaj Veje (KMS), Flemming Christensen (Silkeborg kommune), Olaf Andersson (KMS), Eske Groes (KL) og Torben Brigsted Hansen (KMS).
Referatet fra repræsentantskabsmødet inklusiv formandens beretning og alle relevante bilag kan findes på
www.fot.dk.