Om FOTdanmark
FOTdanmark er en forening, der har til formål at etablere en kortlægning af Danmark, der er fælles for staten og kommunerne. En fællesoffentlig kortlægning etableres ud fra en vision om at lade stedbundne data være et centralt bidrag til digital forvaltning i Danmark.
Foreningen FOTdanmark blev stiftet mandag den 8. oktober 2007 med Herning, Frederikssund, Gladsaxe og Silkeborg kommuner samt Kort og Matrikelstyrelsen (KMS) som medlemmer.
FOTdanmark skaber baggrunden for et sammenhængende geografisk administrationsgrundlag til brug for den digitale forvaltning. Arbejdet rummer udarbejdelsen af en fælles landsdækkende standardisering af væsentlige geografiske informationer og en funktionel systemopbygning gennem et formelt og forpligtigende samarbejde.
FOTdanmark består dels af lokale FOT-samarbejder og dels af foreningen FOTdanmark der dækker hele landet. De lokale FOT-samarbejder har ansvaret for den praktiske tilvejebringelse af FOT-data, bl.a. gennem EU-udbud, og foreningen FOTdanmark har ansvaret for at sikre medlemmerne adgang til standardiserede data på tværs af landet samt sikre en dynamisk udvikling af FOT-specifikationen. Deltagerne i et lokalt FOT-samarbejde skal være medlemmer af FOTdanmark. Et lokalt FOT-samarbejde består af kommunerne i et lokalområde og KMS.
Det fælles administrationsgrundlag skal sikre, at der opnås en ensartethed i det digitale kortgrundlag på tværs af landet, således at det vil være muligt at høste det effektiviseringspotentiale, der er forbundet med at optimere sagsbehandlingen via GIS systemer internt i kommunen og på tværs af sektorgrænser og myndigheder - såvel kommunale som statslige.
Der er budgetteret med en samlet årlig udgift til sekretariat og drift af FOTdanmark på 3,4 mio. kr. Halvdelen af dette beløb betales af kommunerne - dvs. 1,7 mio. kr. og den anden halvdel af KMS.
Hvorfor har vi skabt FOTdanmark?
Der er samfundsmæssige besparelser ved at gennemføre en fælles standardiseret kortlægning uden unødig dobbeltregistrering og dobbeltarbejde i form af parallel kortlægning. Derudover er der et effektiviseringspotentiale, når forvaltningerne i stat, regioner og kommuner i højere grad udnytter de muligheder, som en øget brug af geodata i digital forvaltning rummer.
Servicefællesskabet for Geodata nedsatte i 2005 en arbejdsgruppe, der gennemførte en økonomisk vurdering af implementeringen af FOT-konceptet i Danmark. Resultatet var, at der i forbindelse med etableringen af et landsdækkende FOT-koncept skulle foretages yderligere investeringer, der samlet set vil tjene sig ind efter ca. 2 års drift1.
De store økonomiske gevinster ved FOT konstruktionen opnås først ved en landsdækkende udbredelse af konceptet.
Med FOTdanmark får staten og kommunerne mulighed for at få etableret et fælles koordineret udbud af en periodisk fotogrammetrisk ajourføring. Kommunerne får mulighed for at få:
· vejledning i brug af specifikationen
· vejledning i forbindelse med udbud
· indflydelse på udviklingen af specifikationen og
· udvikle den løbende sagsorienterede ajourføring internt i kommunen
Derudover fortsat mulighed for at sælge kortoplysninger i lighed med i dag.
Det samfundsmæssige rationale bygger på de grundlæggende principper for digital forvaltning, hvor data fødes og ajourføres ved kilden én gang for alle uden unødige dobbeltregistreringer og stilles til rådighed for forvaltningerne via en serviceorienteret IT-arkitektur.
1 Rapport: Økonomisk vurdering af implementering af FOT-konceptet i Danmark, 10. novenber 2005